Om at samle på radioer

Min samling

Jeg begyndte at samle på radioer  i forået 2001. De fleste er transportable transistorradioer, som de hedder hvis det skal være helt korrekt. Mange af dem har jeg fundet på loppemarkeder og hos kræmmere for under 100 kroner. Jeg har ikke forstand på kredsløb, spænding, elektronik og den slags, men det er ofte heller ikke nødvendigt. Tit er radioerne bare snavsede og kan nøjes med en grundig rensning af kontakterne. Andre gange skal man måske skifte batterienheden, der kan være tæret men for det meste virker de - og lyden er i reglen rigtig god.
Jeg tror jeg har ca. 10 radioer der ikke virker, resten spiller fint og med klar lydgengivelse.

Jeg synes det er en fantastisk oplevelse at tage en radio, der måske har stået på et loft i over 40 år - tænde for den - lytte til den og høre og mærke den kvalitet, der er lagt i produktet. Der er ikke meget af det elektroniske udstyr der bliver produceret i dag, som vi kan forvente vil virke om 40 år.

---

Det kan være fascinerende at følge kanalvælgeren på AM båndet og høre lyd der bliver sendt gennem luften fra lange afstande. Mystiske hyletoner og brummelyde, der blander sig med stemmer på sprog som, hollandsk, polsk, engelsk, russisk og tysk. Man kan endda bruge radiobølger til at tale med astronauter på månen eller på vej til Mars.

Der findes radioer overalt, selv i små fattige landsbyer i Afrika, Sydamerika eller Asien og ofte er det den eneste kommunikation med omverdenen. I lande, hvor de demokratiske rettigheder er begrænsede er radioen ofte oppositionens eneste talerør til befolkningen og til omverdenen, ligesom BBC var det for danskerne under krigen.

Radioen er stadigvæk et meget stærkt medie, som på mange måder har haft en afgørende rolle under etableringen af det moderne demokratiske samfund, som vi kender det i dag. I 50´erne og 60´erne blev sendefladen i radioen gradvist ændret og radioen leverede ikke kun nyheder og faktastof men nu også underholdning for hele familien.

En transportabel transistorradio kunne man have med alle vegne og på nogle modeller kunne man købe et stik til cigarettænderen sammen med nogle beslag, så man kunne montere den i bilen og tage den med høre musik når man kørte til stranden.

En transportabel transistorradio blev sammen med bilen, sommerhuset, fjernsynet andre forbrugsgoder et symbol på velfærd, overskud, ferie og frihed.

 

Asger Hunov